Samlet oversigt over faglige netværk

Nedenfor ser du en liste over netværksdannelser mellem fagfolk fra AAU og praktikere i virksomheder, organisationer og uddannelsessektoren. I de fleste netværk er det - i udgangspunktet - gratis at deltage. Enkelte netværk finansieres dog delvist via et deltagergebyr.

En række af netværkene understøttes administrativt af Matchmaking sekretariatet; i andre er sekretariatet placeret decentralt, tættere på de involverede fagmiljøer.

Læs meget mere på de enkelte netværks hjemmesider, som du kan tilgå nedenfor.

AkuNet

Netværk om akustik, der har til formål at fremme viden- og teknologiudvekslingen mellem akustik-forskningen på AAU og interesserede virksomheder. AkuNet giver adgang til den nyeste udvikling og forskning og mulighed for at forskere og fagfolk kan lære i fællesskab. Det faglige omdrejningspunkt er akustikkens betydning og anvendelse i kommercielle produkter og produktionsprocesser.
Netværkets hjemmeside

BioMedCommunity

BioMed Community er et samarbejde mellem alle væsentlige aktører i Nordjylland, når det handler om udvikling og promovering af den nordjyske kompetenceklynge inden for bio/medico og sundhedsområdet.
Netværkets hjemmeside

Didaktik og Læring

Netværket formidler den forskningsmæssige viden om didaktik og læring, som eksisterer på AAU og andre uddannelsesinstitutioner, primært gymnasieskolerne. Forskere og undervisere bringes sammen om vidensudvikling til gensidig gavn, f.eks. i form af fælles forskningsprojekter.

 

HanDiaTek

Netværket har til formål at fremme dialog og erfaringsudveksling mellem personer, der har funktionsnedsættelser på det kommunikative område, fagpersoner, der til daglig arbejder med alternativ kommunikation og teknologi samt forskere/udviklere og producenter. Gensidig informations- og erfaringsudveksling om planer, aktiviteter og problemstillinger inden for handicapteknologi-området.
Netværkets hjemmeside 

BrainsBusiness ICTNORCOM

En fælles platform for IKT-branchen, uddannelsesinstitutioner og den offentlige sektor, med udgangspunkt i Norddanmark. BrainsBusiness ICTNORCOM arbejder for at styrke samarbejdet mellem aktørerne, synliggøre de kompetencer, produkter og services, som tilsammen udgør det regionale IKT-kraftcenter, samt for at videreudvikle IKT-erhvervets rammebetingelser og muligheder for forretningsskabelse.
Netværkets hjemmeside

Matematik-netværket

Uddannelsesnetværk, hvor matematiklærere i gymnasieskolen får lejlighed til at opdatere sig inden for udvalgte matematiske områder, får information om den nyeste forskning på universitetet, hører mere om samarbejdsmuligheder mellem gymnasieskolen, erhvervslivet og universitetet, og kommer i dialog med forskere og undervisere fra AAU.
Netværkets hjemmeside

Musikterapeuter i Psykiatrien

Landsdækkende faglig netværks- og udviklingsgruppe af Musikterapeuter i Psykiatrien. I MIP-netværket deltager som udgangspunkt kandidater i musikterapi, der er medlemmer af MTL, og er ansat i en stilling som musikterapeut i psykiatrien eller forsker i musikterapi i psykiatrien.
Netværkets hjemmeside

Uddannelse og Formidling (NUF)

Et uddannelsesnetværk for undervisere i Dansk, Engelsk, Tysk og Musik, som ønsker at være på forkant med den nyeste forskning inden for musik, sprog og kultur. Og hvor forskere og undervisere på AAU omvendt kan få indblik i de krav og forventninger, der stilles til tidssvarende uddannelser og til de kandidater, der uddannes fra universitetet.
Netværkets hjemmeside

Politik og Administration

POLADM-netværket bringer forskning, offentlige myndigheder og erhvervslivet sammen i et unikt udviklingsmiljø om politik og administration. Et forum for erfaringsudveksling, projektsamarbejde og formidling af de aktiviteter, der foregår ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, AAU.
Netværkets hjemmeside

SAMFunderviser.dk

Netværk for undervisere i samfundsfag, som vil være ajour med den nyeste forskning inden for politik og samfundsfag. Og samtidig et netværk, der giver undervisere på AAU et indblik i de krav og forventninger, der stilles til nutidens og fremtidens kandidater i samfundsfag.
Netværkets hjemmeside

Sprog og International Virksomhedskommunikation

Netværkets formål er at etablere et forum for forsknings-, viden- og erfaringsudveksling, hvor medarbejdere i erhvervslivet kan komme på forkant med den nyeste viden og forskning inden for fagsprogene (merkantilt/økonomisk, juridisk og teknisk sprogbrug), og hvor forskere og undervisere kan få et indblik i de krav, der stilles til en tidssvarende uddannelse.
Netværkets hjemmeside

SundhedsNet

Fokuserer på samarbejde, erfarings- og videnudveksling i relation til sundhedsvidenskab, mellem AAU og de sundhedsvidenskabelige uddannelsesinstitutioner. Deltagere er typisk undervisere, forskere, kliniske vejledere og praktikere.
 

Virtuelt Center for Sundhedsinformatik (V-CHI)

Virtuelt Center for Sundhedsinformatik er et formelt netværkssamarbejde mellem universiteter, offentlige og private virksomheder og organisationer, hospitaler og amter i Danmark. Samarbejdspartnerne er repræsenteret i en bestyrelse, og den daglige drift varetages af en centerleder med sekretariat på Aalborg Universitet.
Netværkets hjemmeside