AAU Match

AAU-filosof giver tech-virksomhed en konkurrencemæssig fordel

AAU-filosof giver tech-virksomhed en konkurrencemæssig fordel

Hos Seluxit hjælper filosof Jakob Mainz fra Aalborg Universitet tech-virksomheden med at holde styr på etikken. Det giver virksomheden en konkurrencemæssig fordel i forhold til konkurrenterne.

Af Kristian Sjøgren

Teknologi og Internet of Things (IoT) udvikler sig ofte hurtigere, end samfundet kan følge med. Nogle gange går det så stærkt, at udviklingen er langt foran lovgivningen, når det eksempelvis gælder håndtering af personfølsomme data.

Netop derfor har teknologivirksomheden Seluxit ansat AAU-filosof Jakob Mainz i en ErhvervsPhD-stilling. Seluxit udvikler blandt andet hardware og apps, der kan kontrollere alt fra plæneklippere til hjemmestøvsugere, og systemerne genererer en enorm mængde data, som kan benyttes til at forbedre funktionaliteten af produktet. Jakob Mainz hjælper med at udvikle etiske retningslinjer for Seluxit, når det gælder dataspørgsmål.

- Det giver os en konkurrencemæssig fordel at have Jakob ansat, fordi vi får en dataetisk blåstempling, som vores konkurrenter ikke har. Udover at han hjælper os med at forfatte vores principper i forhold til at håndtere dataetiske spørgsmål, kan vi også benytte ham som konsulent for andre virksomheder, der slås med lignende etiske problemstillinger som os, fortæller marketing- og pre-sales consultant i Seluxit Brian Boyles.

 

NØDVENDIGT MED ETISKE REGLER, NÅR MAN HÅNDTERER PERSONFØLSOMME DATA

For Brian Boyles og Seluxit handler ansættelsen af Jakob Mainz om at bringe virksomheden på forkant med alle de etiske spørgsmål, som følger med den teknologiske udvikling.

- For 30 år siden vidste vi ikke, hvordan folk brugte disse produkter, efter de havde forladt butikken. I dag kan vi tappe ind i data og se, hvordan, hvor meget og på hvilke tidspunkter produktet bliver brugt. De data kan benyttes til at forbedre næste generation af produkter, men data fortæller også en masse om de mennesker, som benytter produkterne, forklarer Brian Boyles.

Produktdata kan benyttes til eksempelvis at udlede, hvornår folk er hjemme, eller hvor mange der bor i husstanden, og den slags data er personfølsomme data, der skal behandles varsomt. Det er som et banalt eksempel meget interessant for tyve at vide, hvornår folk er hjemme, og hvis data falder i de forkerte hænder, kan de misbruges. 

- Der er en masse gråzoner i det her, og vi har hyret Jakob for at kunne adressere de etiske spørgsmål omkring dataejerskab og privatliv, så vi kan stå 100 procent på mål for den måde, vi håndterer folks personfølsomme data, siger Brian Boyles

 

SKAL LAVE 10 DATAETISKE PRINCIPPER

Indledningsvist har Seluxit sat Jakob Mainz på opgaven at komponere 10 principper for dataetik inden for IoT. De principper skal virksomheden og virksomhedens kunder følge.

Det kan lyde som en nobel tanke at lave 10 dataetiske regler, men faktisk har det lige så meget at gøre med at komme på forkant med lovgivningen. Det gælder ikke kun for Seluxit, men også for deres kunder og samarbejdspartnere.

- Persondata flyder faktisk bare gennem vores system og ud til vores kunder, som derfor har ansvaret for en hel masse data. Med Jakob kan vi tilbyde vores kunder at gennemgå deres etiske retningslinjer og blåstemple deres håndtering af data, forklarer Brian Boyles.

 

FLERE FILOSOFFER I TECH-VIRKSOMHEDER I FREMTIDEN

Brian Boyles er sikker på, at Seluxit hverken er de første eller sidste til at ansætte en filosof i en tech-virksomhed. Han ser allerede nu en trend i branchen, som er startet med de største virksomheder som Microsoft, Google og Amazon, der netop har stort fokus på at ansætte blandt andet filosoffer til at holde styr på virksomheder nes etiske retningslinjer.

Den udvikling, mener han, vil smitte af på mindre virksomheder, der er nødt til at følge i de store spilleres fodspor for ikke at komme i klemme i en etisk gråzone med risiko for den negative branding, som følger med.

- Alle har måske ikke behov for at nedfælde 10 dataetiske principper. Men vi og andre virksomheder inden for IoT har brug for etiske retningslinjer, som vi kan kommunikere klart ud til vores kunder. Vi har ikke selv kunnet vente med at gøre det, så vi har gjort det nu, og jeg er sikker på, at andre virksomheder vil lade sig inspirere og følge trop, siger Brian Boyles.
 

------------------------------------------------------------------

FAKTA

VÆRDIEN FOR SELUXIT I AT ANSÆTTE EN FILOSOF

  • Bringer virksomheden på forkant med den lovgivning, som uundværligt kommer på området på et tidspunkt inden for de kommende år.
  • Sikrer, at både Seluxit og deres kunder ikke befinder sig i en etisk gråzone.
  • Blåstempler over for kunder og samarbejdspartnere, at virksomheden tager dataetik alvorligt.

OM SELUXIT

Seluxit er en nordjysk teknologivirksomhed, der hjælper kunder med at forbinde deres produkter til internettet ved hjælp at IoT teknologi. Det sker blandt andet gennem apps. Seluxit udfører blandt andet opgaver for Gardena og Kärcher samt Tysklands næststørste energiselskab, Innogy.