AAU Match

AAU-studerende profilerer sporingsenhed til demens-ramte på det tyske marked

AAU-studerende profilerer sporingsenhed til demens-ramte på det tyske marked

Internationale studerende fra AAU har hjulpet en voksende nordjysk virksomhed med at profilere sig på det tyske marked og lancere sit produkt uden for Danmarks grænser. Kultur- og sprogforståelse var helt afgørende for, at det kunne lykkes.

Af Tijana Vujadinovic og Lotte Burholt Pedersen

Ambitionerne er store hos den nordjyske startup Otiom A/S, der har udviklet en skræddersyet sporingsenhed til personer med demens.Løsningen gør, at den demensramte kan bevæge sig mere frit uden at føle sig overvåget 24/7.

Og den nye teknologi vækker opmærksomhed i udlandet. Det har medført, at Otiom A/S i foråret 2019 var inviteret til Altenpflege-messe i Nürnberg i Sydtyskland, en kendt messe for tjenesteudbydere inden for ældreplejen

- Egentlig faldt muligheden for at deltage i messen ned i vores turban, fordi vi blev udvalgt til at deltage gratis i messen sammen med 28 andre startups. Det har fået vores øjne op for Tyskland som et muligt og attraktivt marked, hvor netop denne messe er et godt sted at begynde. Den passer spot on til vores produkt, siger executive asisstant hos Otiom A/S, Mette Fruensgaard.

 

SPROGET SOM BARRIERE

Der var dog én væsentlig udfordring: ingen af medarbejderne havde de fornødne sprogkompetencer til at kunne indgå i dialog med potentielle kunder og samarbejdspartnere på messen.

Løsningen blev at alliere sig med to studerende fra Aalborg Universitet med tysk baggrund, Patrick Jordan fra uddannelsen Operations and Innovation Management og Hannah Grisshammer, der på det tidspunkt var i gang med sit speciale i International Markedsføring. At denne tilgang blev valgt, var der flere årsager til:

- Det er meget svært at ansætte en person i kun 4-5 dage, men studerende er ofte ret fleksible. Desuden er det en prisvenlig løsning, der samtidig giver en mulighed for at kunne se hinanden lidt an, for ofte er der jo en chance for at få flere opgaver i virksomheden. Det er der i hvert fald hos os, forklarer Mette Fruensgaard om baggrunden for at ansætte studerende til opgaven.

 


STUDERENDES TYSKKUNDSKABER VAR GULD VÆRD

Patrick Jordan og Hannah Grisshammers sproglige og professionelle kompetencer skabte stor værdi for virksomheden:

- Det vigtigste for os var at få fat i nogen, der kunne tysk, var imødekommende, kundeorienteret og villig til at rejse med os til Sydtyskland. Og det gik super godt: Hannah og Patrick var guld værd! Vi kunne slet ikke have undværet dem, og det er på grund af sproget. De kom i snak med rigtig mange interesserede messedeltagere, og var lynhurtige til at finde de rigtige metoder og vendinger, som fik folk til at lytte. Vi har fået mange flere kontakter, end vi havde turdet håbe på, også fra andre brancher end ældreplejen, hvor man kan se en alternativ anvendelsesmulighed for Otiom. Så det har i høj grad været en succes, fortæller Mette Fruensgaard.

Efterfølgende har Otiom A/S ansat Hannah Grisshammer til at løse nogle oversættelsesopgaver.

 

-------------------------------------------

FAKTA

Fremtidens demenssikring

Udviklingen af teknologien i Otiom er sket som en del af OPI-Projektet ”Fremtidens Demenssikring” i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Aalborg Kommune og andre interesseorganisationer. Aalborg Universitets rolle var afgørende i produktets udviklingsfase, hvor der blev lavet et feltstudie af, hvordan teknologi blev brugt på plejehjem, og hvilke udfordringer det gav i hverdagen for personalet. Det gav indsigt i, hvor vigtigt det er, at produkter er tilpasset til borgeren for at undgå menneskelige fejl.

Young Professionals in Denmark

Programmet Young Professionals in Denmark hjælper internationale studerende, der tager en universitetsuddannelse i Danmark, med at få indsigt i det danske arbejdsmarked, arbejdskulturen og prøver på at fastholde dem i landet efter endt uddannelse.

Læs mere på www.careers.aau.dk/yga/

Søger du en studentermedhjælper til din virksomhed? Opslå dit studiejob på jobbank.aau.dk